Weekender i Moshi

Selvom vi nyder det fredelige landsbyliv i Marangu, så går turen som regel til Moshi i weekenderne. Der kan vi købe ind for at dække vores vestlige cravings efter nutella, rødvin, groft brød, nudler og andre livsnødvendige sager. Selvom vi turister en del ved swimming pools og restaurant besøg, så bliver det også til nogle inputs af mere "meningsfyldt" karakter.

For et par uger siden var vi ude at besøge Amani Children's home. Et stort hjem for gadebørn og forældreløse, som siden starten i 2002 (desværre) kun er vokset i antal. Det var fantastisk at møde børn, der var så taknemmelige og sunde at se på. Men mange af disse børn har allerede oplevet skrækkelige følger af fattigdom. Drenge "dumpet" af forældrene, fordi de ikke have råd til at forsøge alle børnene - og drenge kan bedst klare sig på gaden. Børn der har mistet forældrene, i et land hvor gennemsnitsalderen er 46 år.
Klasselokalerne på hjemmet var flotte og farvestrålende og mindede på mange måder om danske. Men vi vidste samtidig, at dette var en lillebitte oase i en kæmpe og dræbende ørken. Kun 54 % af landets børn gennemfører primary school. 12,6 % af børnene dør, inden de fylder 5 år. Og gennemsnitslønnen i landet er 11,1 kroner om dagen.
Men hvor uhyggelige disse facts end er, så må man forholde sig til, hvordan oasen kan udvides - bare med et par børn. Og hvordan man forbedrer forholdene for de børn, for hvem det er lykkedes at finde vej.

Søndag sker der ikke ret meget. Butikkerne har lukket, og folk bruger dagen på timelange gudstjenester. Derfor besluttede Linda og jeg at tage på eventyr. Vi havde hørt rygter om en skov med aber i nærheden af vores hotel. Og det skulle vi jo udforske. Vi kontaktede vores faste taxichauffør, som mente, at han kendte stedet. Og faktisk gerne ville være vores guide. Ved siden af chaufførjobbet, er han nemlig også touroprator. Ligesom rigtig mange andre hernede. Han var dog ikke helt stedkendt nok til at kunne vise os rundt, så vores guide hyrede en ny guide. Sikkert så han selv kunne vise stedet frem fremover.

Og vi fik skam set aber. I skoven fandt vi et stort træ med 15-20 aber hoppende mellem grenene. Og jeg havde lyst til liiiige at stoppe en i rygsækken. Jeg afholdte mig dog fra det. Desværre kan man ikke se aberne på nogle af de billeder, jeg tog, så I må tænke jer til dem.
Området, skoven ligger i, er fattigt. Og ligesom i Danmark betyder dette desværre ofte en tendens til alkoholisme. Gonga er en lokal drik lavet på cashewnødder, og ret udbredt på trods af et lovforbud. Om den lokale mand havde drukket gonga, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men han lugtede af alkohol og faldt gentagende gange ned i de rismarkerne, vi så efterfølgende. Men han fik tjent lidt ved at vise os rundt.

I området var der også en kæmpe losseplads. Skal jeg være ærlig, så troede jeg ikke disse fandtes. Tanzania har den smukkeste natur men desværre et ret ligegyldigt forhold til den. Affald bliver kastet eller gravet ned i baghaven, mens kun 62 % af befolkningen kan hente rent drikkevand indenfor 1 km.
Udover at være arbejdsplads for et par lokale, som rodede efter metal i skraldet (så det ud til. Hvad de præcist lavede, ved jeg ikke), var pladsen hjemsted for en stor flok kæmpenæbede fugle. Hvilke ved jeg ikke, men fascinerende så de ud!

Det var lidt om, hvad vi laver i Moshi. Inden for den nærmeste fremtid hedder vores planer:
Undervise en masse på Darajani Secondary School.
Bestige Kilimajaro
Besøge Zanzibar.
Og forhåbentligt når jeg også at bruge et par hele dage som frivillig på Amarni.

Jeg håber, I har det godt hjemme i Danmark!

Jakob

Børnene på Armani Children's Home danser. Hvilket de mildt sagt er sindssygt gode til.

 

Tørklæder, tour companies, tiggere og turister i en gade i Moshi.

Fuglene var bestemt ikke farlige, ja man kunne faktisk stille sig hen til en af dem, hvis man ville.
Det havde vi dog ikke lyst til at teste.

Arbejdere på rismark. Vand til over knæene og umulig arbejdsstilling.
Remind me to buy fair trade!