Fridage, besøg hos familie og finale

Mens Danmark bevæger sig mod efteråret og kulden, går det den modsatte vej her på foden af Kilimanjaro. Vi går mod sommeren og regntid, sidstnævnte dog kun i begrænset grad for vores vedkommende, da den først starter omkring november. Dette betyder, at de dejlige varme dage bliver varmere, og regnvejret stadig er stort set ikke eksisterende.
Jeg skrev tidligere om at vænne sig til, at man nu, dog kun midlertidigt, bor i Tanzania. Måske er jeg ved at vænne mig til det, men der hører jo også en bagside. At man allerede nu kommer til at tage nogle ting for givet. F.eks. den fantastiske natur, der omgiver os.

For et par dage siden havde vi en hel dag uden program. Vi har ikke et TV at stene til, og bøger læser vi ret mange af i forvejen. Så der skulle ske noget. Olga og jeg bevægede os derfor ud på eventyr og udforskede området. Rent tilfældigt kom vi op til det vandfald, den gode Moses viste os en af de første dage. Her blev det for mit vedkommende til en lille times steneri, indtil jeg forlod Olga og gav mig ud på egen hånd. Her mødte jeg en elev fra Darajani Secondary School - den skole vi skal undervise på hernede. Hun inviterede mig hjem og møde familien og jeg takkede pænt ja. Jeg fik hilst på mor, far, lillebror, køer, geder, grise og høns. Og så blev jeg budt på bananer fra egen høst, og delte et fad bananøl med faren.
Det var rigtig fedt at opleve - desværre havde jeg ikke kamera med den dag. Men vi er alle inviteret hjem til dem igen, så der må jeg huske det.

Og så stod det store slag endelig. Finalen mellem 2dip1 og så selvfølgelig – mit hold – 2dip2! Det var ikke første gang, vi skulle møde dem. Og da vi sidst gik der fra med 3-0, så var optimismen høj. Måske lidt for høj. Efter ca. 10 minutter kom vi bagud 1-0 og kort derefter fik vi et mål fejlkendt. Puha – hård start. Vi fik dog ulignet, og vi var tilbage i kampen. Indtil de igen scorede, og der stod 2-1, hvilket også var stillingen ved halvej. Efter pausen var der igen gang i spillerne, og der var nu en super energi. På banen kunne dette ses ved såvel ekstra kampgejst som tyngdekraft med usædvanligt flabet tiltrækningskraft. Efter ca. 20 min fik vi udlignet og på vores langside bredtes et (råbe)kor af begejstring, der lod udefrakommende tilbage med indtrykket, at kampen allerede var vundet. Men det var den ikke – endnu. Vi skulle først lige igennem en fra vores side fejlfri straffesparkskonkurrence, hvor dip1 brændte tredje spark med manér – lige i favnen på vores reservemålmand, der havde fået æren mod et vist forventningspres at overtage i 85’ min grundet skade. Og så vandt vi. Efter at have kastet telefoner og hinanden rundt i luften af glæde, nåede vi til præmieoverrækkelsen, der fungerede som fælles afslutning for både turneringen i fodbold og netbold – en slags basketball. Og – bam bam bam – præmierne var 30 000 shillings (ca. 120 kroner), sodavand og – EN LEVENDE GED!

Og jeg ved ikke helt, om jeg skal grine eller græde. Den levende ged blev danset rundt med i strakte arme som den præmie, den blev opfattet som. Sejrdansen var endnu vildere end sædvanligt, men min lyst til deltagelse var denne gang ret lille. Heldigvis var der mørkt, så jeg ret nemt kunne snige mig væk og ind i madkøen i stedet. Kulturmøde er en vigtig del af mit ophold hernede. Men det er ret svært at se stiltiende til, når man er vidne til noget man virkelig synes, er forkert.