Weekender i Moshi

Selvom vi nyder det fredelige landsbyliv i Marangu, så går turen som regel til Moshi i weekenderne. Der kan vi købe ind for at dække vores vestlige cravings efter nutella, rødvin, groft brød, nudler og andre livsnødvendige sager. Selvom vi turister en del ved swimming pools og restaurant besøg, så bliver det også til nogle inputs af mere "meningsfyldt" karakter.

For et par uger siden var vi ude at besøge Amani Children's home. Et stort hjem for gadebørn og forældreløse, som siden starten i 2002 (desværre) kun er vokset i antal. Det var fantastisk at møde børn, der var så taknemmelige og sunde at se på. Men mange af disse børn har allerede oplevet skrækkelige følger af fattigdom. Drenge "dumpet" af forældrene, fordi de ikke have råd til at forsøge alle børnene - og drenge kan bedst klare sig på gaden. Børn der har mistet forældrene, i et land hvor gennemsnitsalderen er 46 år.
Klasselokalerne på hjemmet var flotte og farvestrålende og mindede på mange måder om danske. Men vi vidste samtidig, at dette var en lillebitte oase i en kæmpe og dræbende ørken. Kun 54 % af landets børn gennemfører primary school. 12,6 % af børnene dør, inden de fylder 5 år. Og gennemsnitslønnen i landet er 11,1 kroner om dagen.
Men hvor uhyggelige disse facts end er, så må man forholde sig til, hvordan oasen kan udvides - bare med et par børn. Og hvordan man forbedrer forholdene for de børn, for hvem det er lykkedes at finde vej.

Søndag sker der ikke ret meget. Butikkerne har lukket, og folk bruger dagen på timelange gudstjenester. Derfor besluttede Linda og jeg at tage på eventyr. Vi havde hørt rygter om en skov med aber i nærheden af vores hotel. Og det skulle vi jo udforske. Vi kontaktede vores faste taxichauffør, som mente, at han kendte stedet. Og faktisk gerne ville være vores guide. Ved siden af chaufførjobbet, er han nemlig også touroprator. Ligesom rigtig mange andre hernede. Han var dog ikke helt stedkendt nok til at kunne vise os rundt, så vores guide hyrede en ny guide. Sikkert så han selv kunne vise stedet frem fremover.

Og vi fik skam set aber. I skoven fandt vi et stort træ med 15-20 aber hoppende mellem grenene. Og jeg havde lyst til liiiige at stoppe en i rygsækken. Jeg afholdte mig dog fra det. Desværre kan man ikke se aberne på nogle af de billeder, jeg tog, så I må tænke jer til dem.
Området, skoven ligger i, er fattigt. Og ligesom i Danmark betyder dette desværre ofte en tendens til alkoholisme. Gonga er en lokal drik lavet på cashewnødder, og ret udbredt på trods af et lovforbud. Om den lokale mand havde drukket gonga, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men han lugtede af alkohol og faldt gentagende gange ned i de rismarkerne, vi så efterfølgende. Men han fik tjent lidt ved at vise os rundt.

I området var der også en kæmpe losseplads. Skal jeg være ærlig, så troede jeg ikke disse fandtes. Tanzania har den smukkeste natur men desværre et ret ligegyldigt forhold til den. Affald bliver kastet eller gravet ned i baghaven, mens kun 62 % af befolkningen kan hente rent drikkevand indenfor 1 km.
Udover at være arbejdsplads for et par lokale, som rodede efter metal i skraldet (så det ud til. Hvad de præcist lavede, ved jeg ikke), var pladsen hjemsted for en stor flok kæmpenæbede fugle. Hvilke ved jeg ikke, men fascinerende så de ud!

Det var lidt om, hvad vi laver i Moshi. Inden for den nærmeste fremtid hedder vores planer:
Undervise en masse på Darajani Secondary School.
Bestige Kilimajaro
Besøge Zanzibar.
Og forhåbentligt når jeg også at bruge et par hele dage som frivillig på Amarni.

Jeg håber, I har det godt hjemme i Danmark!

Jakob

Børnene på Armani Children's Home danser. Hvilket de mildt sagt er sindssygt gode til.

 

Tørklæder, tour companies, tiggere og turister i en gade i Moshi.

Fuglene var bestemt ikke farlige, ja man kunne faktisk stille sig hen til en af dem, hvis man ville.
Det havde vi dog ikke lyst til at teste.

Arbejdere på rismark. Vand til over knæene og umulig arbejdsstilling.
Remind me to buy fair trade!

Fridage, besøg hos familie og finale

Mens Danmark bevæger sig mod efteråret og kulden, går det den modsatte vej her på foden af Kilimanjaro. Vi går mod sommeren og regntid, sidstnævnte dog kun i begrænset grad for vores vedkommende, da den først starter omkring november. Dette betyder, at de dejlige varme dage bliver varmere, og regnvejret stadig er stort set ikke eksisterende.
Jeg skrev tidligere om at vænne sig til, at man nu, dog kun midlertidigt, bor i Tanzania. Måske er jeg ved at vænne mig til det, men der hører jo også en bagside. At man allerede nu kommer til at tage nogle ting for givet. F.eks. den fantastiske natur, der omgiver os.

For et par dage siden havde vi en hel dag uden program. Vi har ikke et TV at stene til, og bøger læser vi ret mange af i forvejen. Så der skulle ske noget. Olga og jeg bevægede os derfor ud på eventyr og udforskede området. Rent tilfældigt kom vi op til det vandfald, den gode Moses viste os en af de første dage. Her blev det for mit vedkommende til en lille times steneri, indtil jeg forlod Olga og gav mig ud på egen hånd. Her mødte jeg en elev fra Darajani Secondary School - den skole vi skal undervise på hernede. Hun inviterede mig hjem og møde familien og jeg takkede pænt ja. Jeg fik hilst på mor, far, lillebror, køer, geder, grise og høns. Og så blev jeg budt på bananer fra egen høst, og delte et fad bananøl med faren.
Det var rigtig fedt at opleve - desværre havde jeg ikke kamera med den dag. Men vi er alle inviteret hjem til dem igen, så der må jeg huske det.

Og så stod det store slag endelig. Finalen mellem 2dip1 og så selvfølgelig – mit hold – 2dip2! Det var ikke første gang, vi skulle møde dem. Og da vi sidst gik der fra med 3-0, så var optimismen høj. Måske lidt for høj. Efter ca. 10 minutter kom vi bagud 1-0 og kort derefter fik vi et mål fejlkendt. Puha – hård start. Vi fik dog ulignet, og vi var tilbage i kampen. Indtil de igen scorede, og der stod 2-1, hvilket også var stillingen ved halvej. Efter pausen var der igen gang i spillerne, og der var nu en super energi. På banen kunne dette ses ved såvel ekstra kampgejst som tyngdekraft med usædvanligt flabet tiltrækningskraft. Efter ca. 20 min fik vi udlignet og på vores langside bredtes et (råbe)kor af begejstring, der lod udefrakommende tilbage med indtrykket, at kampen allerede var vundet. Men det var den ikke – endnu. Vi skulle først lige igennem en fra vores side fejlfri straffesparkskonkurrence, hvor dip1 brændte tredje spark med manér – lige i favnen på vores reservemålmand, der havde fået æren mod et vist forventningspres at overtage i 85’ min grundet skade. Og så vandt vi. Efter at have kastet telefoner og hinanden rundt i luften af glæde, nåede vi til præmieoverrækkelsen, der fungerede som fælles afslutning for både turneringen i fodbold og netbold – en slags basketball. Og – bam bam bam – præmierne var 30 000 shillings (ca. 120 kroner), sodavand og – EN LEVENDE GED!

Og jeg ved ikke helt, om jeg skal grine eller græde. Den levende ged blev danset rundt med i strakte arme som den præmie, den blev opfattet som. Sejrdansen var endnu vildere end sædvanligt, men min lyst til deltagelse var denne gang ret lille. Heldigvis var der mørkt, så jeg ret nemt kunne snige mig væk og ind i madkøen i stedet. Kulturmøde er en vigtig del af mit ophold hernede. Men det er ret svært at se stiltiende til, når man er vidne til noget man virkelig synes, er forkert.

Hesteskoen over døren

Jeg har lige læst Sofies Verden - på norsk sågar.
Tiden til fintænkning hernede er stor, og til dette formål er bogen helt perfekt.
Under omtalen af Hegel bringes denne korte historie om Niels Bohr:

"- Det fortelles at den danske atomfysikeren Niels Bohr hadde en hestesko hengende over inngangsdøren sin.
- Det betyr lykke.
- Men det er jo bare overtro, og Niels Bohr var faktisk alt annet enn overtroisk. Da han en gang fikk besøk av en venn, kommenterte vennen dette. 'Du tror da vel ikke på sånt,' sagde han. 'Nej,' svarte Niels Bohr, 'men jeg har hørt at det skal virke likevel.'".

Jeg syntes, at det var en rigtig fin historie. Men mere tror jeg egentligt ikke, jeg tænkte over den, lige da jeg læste den. Men så blev jeg så inviteret ind til et kor for en gruppe af kristne studerende. Jeg har egentligt gerne ville finde et kor hernede, men korene har mere karakter af religiøse sammenkomster eller andagter, hvor de forskellige trosretninger synger nogle religiøse sange og beder. Der er mange religiøse forgreninger hernede, og denne gruppe var en lille gren af genfødte kristne.

Ja, og jeg vil jo bare gerne synge.

Det var fantastisk at komme til at synge med andre igen, og fedt at opleve gospel med sjæl! Og sprogbarrieren mellem dansk og swahili var heller ikke noget problem. Jeg kunne selv gætte mig lidt frem og fik en venlig sjæl til at oversætte resten. Men jeg kom til at tænke på hesteskoen, som jeg var ganske overbevist om, "hænger over døren" hos mange mine tanzanianske medstuderende.
Det varede en lille time, og koret sluttede af med bøn. Der bredte sig en summen af individuelle bønner, nogen viftede med armene, nogen kiggede ned i jorden, andre mod himlen. Og der var en energi, jeg ikke mærker så tit.

Men selvom energien var rørende, så var det ikke mig. Jeg er ikke sikker på, hvor meget hesteskoen hjælper - om jeg tror på det eller ej.
Men genfødt kristen - det er jeg altså ikke. Så jeg takkede for oplevelsen, men måtte erkende, at dette kor ikke var noget for mig.

Dubai, safari og fodbold

Så blev bloggen endelig oprettet. Listen over dårlige undskyldninger er lang…


Men den undlader jeg at skrive her.


Jeg tog jeg afsked med søster, svoger og kæreste på rutebilstationen i Århus d. 29. juli. Med farvelkys, krammere og en gave til bussen, var jeg ”klar” til afgang. Eller – det er jo så løgn. Men jeg regnede med, at jeg blev det, når jeg på et tidspunkt sad i Tanzania, kiggede mig omkring og konstaterede, at jeg rent faktisk ER af sted på studieophold.


Det gør jeg så nu. Jeg sidder i vores lejlighed i landsbyen, kigger ned over palmerne, lytter til naboens ko, børnene der leger og bilernes insisterende dytten. Om det er gået helt op for mig endnu, ved jeg ikke. Men jeg kan nu tage mig selv i slet ikke at tænke over køer på fodboldbanen, konstant dytten fra daladalaerne (minibusserne) og de mange nysgerrige blikke.


På grund af en lavere pris, fløj vi fra Hamborg. Fra ankomst til lufthavnen til vi skulle have checket ind, havde vi 1 t og 40 min. Vi vidste godt, at det ikke just var super god tid. Men det blev ikke bedre af, at vi måtte sidde i kø på motorvejen, så vi blev tre kvarter forsinket. Vi nåede hverken at købe drikkevarer eller tisse af – men vi nåede dog med flyet.


På alle vores strækninger flyver vi med Emirates Airlines, som bryster sig af service i verdensklasse og ’award-winning cuisine’. Jeg har før kun prøvet at flyve med RyanAir. Jeg ved ikke, hvad god service egentligt er i flysammenhæng. Men jeg følte mig virkelig VIP’et, selvom vi ’kun’ fløj på økonomiklasse. Øl, vand med is, sodavand, mango-, æble-, appelsinjuice, vin, diverse alkohol ad libitum. Med i prisen var også tre retters menu (vegetarmenu endda). Og så var vi mætte. Parate til at slænge os tilbage i flysædet til de 180 forskellige film, tonsvis af musik, spil, tv-serier og nyheder.


Jeg ved som sagt ikke meget om flyrejser – men jeg havde det skam meget godt i den flyver.


Vi ankom til Dubai klokken kvart i midnat Dubaitid… I flyet havde vi lige snakket med nogle andre danskere, der skulle videre til Kuala Lumpur. Vi besluttede os for at dele en taxa rundt i Dubai for at se nogle af de ting, man skal se, når man er i Dubai.


Efter et ”kort” ophold i Dubai på 19 timer, gik turen videre til Nairobi, Kenya, hvor vi også ankom omkring midnat. Vi overnattede i lufthavnen (hvilket visumfolkene slet ikke kunne forstod men undrende accepterede), og tog natten efter med bus til Arusha, Tanzania. 300 kilometer på cirka seks timer. Seks timer på en hullet vej. Eller. Sporadisk vej? Arbejdet er allerede forsinket et år. Og der kan helt sikkert godt lægges flere år til. Hvorfor i alverden skulle man dog skynde sig, når man har et fast arbejde med timeløn?

Vi havde en enkelt overnatning i Arusha, hvor vi mødtes med den danske konsul. Vi havde i Danmark haft lidt korrespondance med ham over mail, og han havde booket transport fra lufthavnen samt et hotelværelse til os. Da vi ankom med bussen, hentede han os og kørte os til hotellet, hvor vi drak en øl sammen i baren. Vi sludrede lidt om Tanzania, og han fortalte, at han har boet her siden starten af 70’erne. Og faktisk tror jeg, at han er faldet meget godt til. Han var i hvert fald helt afslappet, og ganske nede på jorden.



Fra Arusha tog vi med dalladalla til Moshi, som er den nærmeste større by til Marangu. En dalladalla er en lille minibus, som kører små lokale strækninger. Lille, fordi den kun har ca. 20 sæder – og så sidder man også klemt. Men benzin er relativt dyrt hernede, så kan man få plads til de 25 – så gør man det. Og det kan man. Også selvom det måtte betyde, at to - tre mennesker må stå i døren, mens man kører.



Jeg kan dog berolige alle med, at det aldrig bliver os, der må hænge i døren. Det ville tanzanianerne aldrig tillade. Tværtimod, så bliver andre passagerer flyttet andetsteds hen i bussen, mens der råbes ”wazungu, wazungu” – europæere, europæere.



Dermed er jeg også kommet ind på navnet på bloggen, mzungu, hvilket oversættes europæer eller hvid mand. Om ordet kan siges flere ting:


· Det kan i hvert fald IKKE sammenlignes med nedladende og racistiske øgenavne, som man først fristes til at tro.


· Til mzungu hører ”mzungu-priser”, som ofte og med varierende kraft er originalprisen plus en merpris. Her hjælper det dog, at vi er ved at lære prisniveauet at kende.



Siden vi kom, har vi oplevet en del. Vi har besøgt to af de lokale vandfald. Det ene var den lokale Moses så flink at vise os. Moses er midt i 40’erne, snakker flydende et par tyske ord (langsaaam, f.eks.) og er rigtig god til at finde et tilbud, der passer lige netop dig. Første dag vi var her, var det en guidet tur til det famøse vandfald. Utrolig smuk tur gennem skove og små beboelser til et fredfyldt sted kun fem afrikanske minutter fra markedet. (Hvilket vil sige, at viseren på uret flyttede sig ca. 25 minutter). Desværre begik vi mzungufejlen nummer 1! Vi fik ikke lige aftalt en pris, inden vi tog hjemmefra. Men næste gang vi så Moses på markedet, havde han fået nogle fine nye bukser. Så fred være med det.



Vi har også været på endagssafari med de studerende fra college. Med afgang klokken 5 om morgenen i to proppede(!) minibusser, vendte vi mod Tarengire Nationalpark ca. 200 km fra Marangu. Turen var ganske skrækkelig, med krampe i benene, manglende luft og endnu færre strække-ben-pauser. Til gengæld var det meget fascinerende, da vi nåede frem. Løver, elefanter, zebraer, strudse, og en masse dyr, jeg ikke aner hvad hedder. På vejen hjem igen, var vi en kort smut forbi Arusha Snake Park. Parken og et tilhørende museum, er drevet af masaaier, som er en nomadestamme, der i livsstil og påklædning ikke har ændret sig stort de sidste par hundrede år. Masaaierne er ofte fattige, og lever primært af deres kvæg, men også turisme fylder meget. Man kan ofte finde et tilbud, hvor man kan prøve at ”leve som en rigtig masaai”. Skønt disse tilbud ofte skulle være af tvivlsom autenticitet.



Jeg har prøvet noget hernede, som nogen gør tit, og andre aldrig gør. Noget som jeg engang gjorde en hel del. Jeg har fået kuldegysningerne af en fodboldkamp. Der var tale om den store kamp mellem 2dip2, det hold, som vi plejer at have historie, educational foundation og en enkelt engelsktime sammen med, og 2dip7, hvor vi har haft nogle communication skills timer. Alle ved, at man enten er 100 % tilhænger eller 100 % modstander. Enten er du med os, eller også er du imod os! Derfor må man vælge, og det måtte nu engang blive 2dip2, der blev min ”klasse”. Ja, så havde det jo nok også en hvis påvirkning på beslutningen, at Niels var blevet shanghaiet til at spille for dip2’erne.



Nå men, der blev varmet op, og os der ikke just havde en aktiv plads på holdet, lagde strategi. For hvem som måtte gide at lytte. Og vi gik i gang…



Det startede ikke godt. Slet ikke godt. Dip7 kickstartede kampen ved at score, inden nogen havde opfattet, at kampen var startet. Ja, endda også, inden jeg kom på plads ved ”vores hold”. Men bang! Mål, stillingen var moja-moja, og klassen gik amok. Men det var ikke endnu, de kom.



Jeg skulle først lige ind i den der stemning. Den der stemning, hvor man råber i kor, griner, demonstrativt kaster tunge sten ned i jorden i en os af sved, kamp og lyst til at nedlægge den første, bedste opponerende spiller og/eller supporter. Men så scorede vi igen. Mbili-moja, og vi råbte (spørg mig ikke hvad vi råbte) og vi klappede hænder. Og jeg mærkede, at det ikke bare var fodbold – det var at mærke et fællesskab. Vi grinte også, men jeg ved ikke helt, hvad vi grinte af. Men det er jo også det, fællesskab handler om. At grine af noget, man ikke ved, hvad er. 


Jeg beklager, at der ikke følger nogen billeder med, men vores internet er desværre ikke kraftigt nok.


Jeg håber, at jeg kan komme til at oploade nogen senere.


EDIT: Nu lykkedes det at oploade et par billeder.


Hilsen Jakob



Ventetid i Nairobi

Dreng på vejen mellem Moshi og Marangu

Linda på markedet med en salamander. Til højre står Moses

... Så venter man bare på, at der springer et par små hobitter frem

Søde, søde børn fra turen på vej ned